Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix 2017

Chokmåling: Allerslev Stormer Frem

Overraskende positiv meningsmåling fra Gallup spår, at Anna Mee Allerslev beholder sin plads på Rådhuset.

Der er stadig stor spænding omkring Københavns Kommunalvalg, som afgøres på tirsdag, og den sørger Anna Mee Allerslev blandt andet for. I en ny meningsmåling foretaget af Gallup, ser det nemlig ud til, at Anna Mee Allerslev står til at beholde sin plads i Københavns Borgerrepræsentation, til trods for at hun ikke har ført valgkamp.

– “Det er ret vanvittigt det her. Aldrig før har jeg oplevet en kandidat stå så godt i meningsmålingerne uden at have ført valgkamp. Og hvis man ser på hendes personsager, giver det heller ikke mening,” vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Anna Mee Allerslev drog selv sydpå for noget tid siden for at reflektere og få politik lidt på afstand. Men med udsigt til over 8.000 personlige stemmer, bliver det sværere, end hun troede:

– “Det her sætter unægteligt tingene i et andet perspektiv. Hvis Københavns borgere så gerne vil have mig tilbage, så håber jeg, vi kan finde en løsning, der gør alle glade, hvis jeg skulle blive valgt ind igen,” siger hun overrasket.

Men hvordan?

Det kan være svært at gennemskue, hvad der har gjort Anna Mee Allerslev så populær i København, i forhold til hvordan hun har fremtrådt i medierne det seneste stykke tid. Hans Engell har dog et par bud:

– “For mig at se er det et tydeligt tegn på politikerlede. Kommunalvalgkampen hænger folk ud af halsen, som blandt andet den hærværk mod valgplakater, vi ser, er et tegn på. Så det kan faktisk være en fordel ikke at deltage,” siger han og fortsætter:

– “Og så er der de mange, som synes, det er synd for Anna Mee Allerslev, og som virkelig synes, at hun fortjener en chance mere. De har ført valgkamp på blandt andet Facebook og har altså nægtet at miste troen på hende.”

Christian Jahnsen Forfatter