Foto: Finn Årup Nielsen.
CC-BY-SA-4.0 https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Radio24syv,_2015-09-20.JPG

Radio24syv efter Allerslev-chok: “Nej, vi har ingen troldehær!”

En såkaldt “troldehær” får skylden for, at Anna Mee Allerslev er valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, på trods af, at hun er stoppet i politik. 

Chokket over, at tidligere integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev nu er valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, på trods af at hun efter beskyldninger om nepotisme og korruption valgte at trække sig helt i slutningen af oktober, har knapt lagt sig, inden en kæmpe shitstorm nu rammer Radio24syv.

Radioprogrammet Den Korte Radioavis bliver nemlig i skarpe vendinger og fra flere kanter af den politiske vifte beskyldt for at have iværksat en såkaldt troldehær med det specifikke mål at få genvalgt Allerslev.

Men det passer ikke, fortæller Radio24syvs administrerende direktør, Jørgen Ramskov, til OnlinePosten:

– “Vores hænder er rene. Vi har intet som helst med nogen troldehær at gøre. Det er grove beskyldninger, som jeg på det kraftigste tager afstand fra. Der er simpelthen tale om fake news!” siger han overbevisende med sin dybe stemme og stålfaste blik.

OnlinePosten har på baggrund af sagen gravet i rygterne om den såkaldte troldehær, og det viser sig, at der på de sociale medier findes flere grupperinger, som omtaler sig selv som troldehær for seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på Den Korte Radioavis.

OnlinePosten har taget kontakt til flere af disse grupper, og det viser sig, at samtlige er opstået ved, at en eller flere borgere er gået sammen for at “mudre vandene”, som gruppen “Kirsten Birgits Troldehær” forklarer til OnlinePosten:

– “Vi er så trætte af den politiske agenda i dag. Politikerleden lever i bedste velgående, og hvis vi kan gøre noget for at mudre hele billedet til, så gør vi det gerne. Jeg kan da ikke afvise, at vi er blevet inspireret af Radio24Syvs Den Korte Radioavis, men hele det her setup er noget, vi selv har iværksat og stået for. Det er der sgu ingen andre, der skal komme og tage æren for,” lyder det fra en talsperson fra gruppen.

OnlinePosten følger sagen nøje.

Christian Jahnsen Forfatter